Egentlig skulle tyskeren Kai og hunden Woodstock have været på bilferie med Kais kæreste. Men parret gik uventet fra hinanden, og så stod tyske Kai og hans Golden Retriever, Woodstock, uden ferieplaner. Uden bil, uden kæreste og med et småt budget. Det tegnede til at blive en kedelig sommer. Men så fik Kai en idé.

Han skrev til “Petego”, som (åbenbart) producerer cykeltrailere specifikt til dyr. De forbarmede sig over ham og Woodstock, og sponserede ham en gratis cykeltrailer. Og så gik Kai, som bor i Dortmund, ellers i gang med at tegne sin rute via rutetjenesten Komoot.

– “Jeg tegnede en rute fra Flensborg til Flensborg langs kysten – i alt cirka 1250 kilometer med 5000 højdemeter undervejs. Jeg havde været på enkelte weekendture til Danmark før, og var spændt på at opleve mere af landet.”

En hård start

Men det var ikke lutter lagkage at bikepacke i Danmark i september 2018. Det følte Kai på egen krop og psyke.

– “Den første uge var forfærdelig. Jeg fik den ene punktering efter den anden. Det regnede konstant, og Woody spiste ikke som han skulle.”

– “Jeg overvejede at droppe turen hvert sekund.”

Men Kai og Woodstock fortsatte tappert til Vejle, hvor de besøgte en dyrlæge. Efter dyrlægebesøget var de klar igen, og de to kompagnonger fortsatte. Men en ulykke kommer som bekendt sjældent alene.

Den barmhjertige østjyde

Særligt én aften så det sort ud. Kai og Woodstock skulle nå færgen til fra Egense til Hals. Men det havde regnet kraftigt om natten, og derfor stødte de på en vejblokering. De var nødt til at vende om og køre fem kilometer i den modsatte retning.

Altimens trak det op til et voldsomt uvejr.

Og så begyndte det at styrte ned.

Kai indså, at han ikke havde en chance for at nå færgen i uvejret. Så han holdte ind og spurgte en kvinde, om han måtte slå sit telt op i hendes forhave.

Det ville kvinden ikke høre tale om.

Istedet inviterede hun ham med indenfor. For hun havde fødselsdag, og han var mere end velkommen til at være med. Man fornemmer tydeligt på Kai, hvor stort et indtryk denne gestus har gjort, når han gengiver historien.

Kai havde flere gode oplevelser i løbet af turen, og beskriver alt i alt den danske gæstfrihed som værende “Ekstremt fed!”.

– “Det værste ved danskerne, er, at de er så hundevenlige, men at de samtidig er så påpasselige med at holde hundene i snore. Derhjemme har jeg næsten altid Woody fri. Så vi sørgede for at campere afsides, så han kunne få lov at løbe frit omkring.”

Inderen Olga redder humøret

I et shelter omkring Skagen møder Kai og Woody en kvinde ved navn Olga. Hun bor i Indien, men er på cykelferie i Danmark. De har en hyggelig aften med hende, og de tre slår følge næste dag.

Men de når ikke at køre længe, før Kais forskifter går i stykker. Kai googler sig frem til, at der er en cykelsmed i en by lidt længere fremme – men de lukker inden for 10 minutter.

Så Kai tramper i pedalerne, og mister Olga.

Kai okser alt hvad han kan i pedalerne, og når frem til cykelsmeden med blodsmag i munden. Han når det lige akkurat, og han er ekstremt lettet. At mangle det største tandhjul ville gøre sinke hans fremfærd gevaldigt.

Men bedst som lettelsens rus har lagt sig over ham, indtræffer skuffelsen. Cykelsmeden har ingen reservedele til Kais cykel.

– “Jeg blev så ked af det. Tænkte på alle de ting, der var gået i stykker i løbet af den første uge. Jeg græd endda lidt.”

Olga, som var blevet hægtet af tidligere, fandt Kai foran cykelsmeden med tårer i øjnene. Og selvom de havde kendt hinanden i mindre end et døgn, vidste hun, hvad der skulle til for at hjælpe på hans humør.

– “Hun forsvandt over i supermarkedet og kom tilbage med god kaffe. Jeg havde kun haft instantkaffe det meste af turen, og det var virkelig begyndt at gå mig på nerverne.”

Fortæller han og griner lidt for sig selv, inden han slutter:

– “Jeg var glad for at se rigtig kaffe. Det hjalp så meget på humøret, og jeg var vildt taknemmelig!”

Woodstock og Kai fulgtes med Olga i yderligere en dag mere.

Men Til sidst besluttede de at splitte veje. Kai kunne ikke skifte til sit største tandhjul, og cyklede ifølge ham selv “endnu langsommere, end han gjorde til at begynde med”. Så Olga, der oven i købet cyklede med betydeligt mindre vægt, kunne lægge en betydeligt højere hastighed for dagen. 

De to venner cyklede videre, og nåede til det, der omgivelsesmæssigt blev højdepunktet på deres tur; først vejen til Thyborøn, så at sove i bunker-shelter på Thyboron strand, og sidst at sove i shelter i på Jerup Strand.

– “Solnedgangen i Jerup Strand Shelter var helt fæomenal!”

Når Kai ser tilbage på turen, får han, trods alle ulykkerne, et smil på læben.

“Nogle gange var det hårdt, og det blæste meget. Og vi havde meget modgang. Men samtidig var det en vanvittigt fed tur! Særligt de danske shelters var fantastiske, dem vil jeg altid huske.”

Næste tur: Freiburg til Barcelona

Woodstock og Kai har et nyt eventyr under opsejling. De vil cykle fra Barcelona til Freiburg.

Hvordan den tur kommer til at gå, kan du følge med i på hans blog og sociale medier:

På hans blog kan man også donere en skilling til de to rejsesvende, ifølge Kai en konsekvens af de mange ulykker på jyllandsturen.

– “Jeg er gået tusinde gange over budgettet på turen. Men det var det værd!”

Følg Kai og Woodstock: