En lørdag formiddag i starten af juli steg jeg på toget mod Padborg. Toget var tætpakket og jeg faldt hurtigt i snak med to ældre mænd. Den ene var selv på vej ud for at cykle på hærvejen. Den anden var operaconnoiseur bosiddende i San Fransisco. Han var på vej på en togrejse gennem Tyskland mod Sydeuropa med det erklærede mål at se minimum én operaforestilling hver dag.

Jeg steg af toget i Padborg og blev øjeblikkeligt mødt af en stærk modvind. Men humøret var højt, og efter at have spsit min medbragte frokost, begav jeg mig på vej.

Der var ikke meget at se i Padborg, men efter nogle kilometer kom jeg ud på mindre grusstier.

Jeg cyklede afsted i stiv modvind og blev mødt af flere flotte syn. Jeg kørte blandt andet over smukke gamle broer og oldnordiske runesten.

Der er etableret to separate hærvejsruter. En til vandrere og en til cyklister. Ved et uheld kom jeg ud på vandreruten forholdsvis tidligt på ruten. Det var en humplet fornøjelse, som sikkert havde været fed på en MTB, men på min crosscykel var terrænet lige heftigt nok. Så da jeg fik muligheden, kørte jeg tilbage på cykelruten, og blev der resten af turen. Dog kunne jeg vildt godt tænke mig at genbesøge hærvejen på MTB og følge de hårdere vandrespor en anden god gang. 

De første 100 kilometer fulgte i vid udstrækning brede grusstier, hvor min crosscykel med 40c graveldæk var absolut på hjemmebane. Så til trods for en stærk modvind skød jeg en hæderlig hastighed. 

Jeg cyklede forbi en fold med nogle dyr, jeg ikke helt kunne identificere. Men særligt det ene af dyrene var meget nysgerrigt, og så misundelig til, mens jeg genopfyldte energidepoterne med en müslibar for øjnene af den.

Jeg cyklede videre i nogle timer, og sidst på eftermiddagen var jeg blevet en anelse kaffetørstig. Men jeg havde knap følt trangen, før en vaske ægte italiensk kaffebar dukkede op som en oase ved den jyske grusvej lidt nord for Vojens. Hvem skulle have troet det?

Udefra lignede kaffebaren ethvert andet Sønderjysk nedlagt landbrug. Kun to italienske flag og et skilt røbede, at noget var i gærde. Men indenfor var stedet en autentisk italiensk kaffebar, drevet af den nu pensionerede vinimportør, Corrado Garante – en italiener bragt til Vojens af kærligheden.

Corrado bød mig velkommen på syngende sønderjysk og lavede mig en god cappucino. Han holdt mig ved selskab mens jeg drak kaffen og spsite en is, og ønskedem ig god tur, da jeg igen drog afsted med fornyet energi.

Jeg cyklede videre ad grusvejene, der blandt andet bød på en smule singletrack. I skoven syd for Jels lå også nogle blå MTB-spor langs med ruten. Men klokken var ved at være mange, og jeg ville gerne nå frem til et godt sted at slå lejr, så jeg fik desværre ikke udforsket sporene.

Jeg nåede efter små 100 kilometers cykling frem til en teltplads ved Midtsø lidt nord for Jels. Her slog jeg lejr for natten, og fik en god nats søvn.

Jeg begav mig tidligt afsted næste morgen, og efter omtrent en times cykling nåede jeg frem til Skibelund Krat monumentpark. Den var flot og perfekt til en formiddagspause.

Jeg fik gang i benene og begav mig videre på ruten. Dag nummer to bød på mere asfalt end grus, og græssende køer og monumenter fra vikingetiden var et gennemgående tema i vejsiden. 

Om aftenen ankom jeg til nattens lejrplads – et shelter, jeg havde udset mig via appen Shelter. Shelteret var beliggende i området Vrads Sande, et område hvis geografi stadig er præget af store mængder sand, der blev bragt dertil i istiden.

Bag shelteret lå et stort meditationsrefugium. På shelterpladsen fandt jeg da også en Belgisk kvinde siddende med lukkede øjne i dyb koncentration. Jeg fik vist spoleret hendes meditation godt og grundigt med min forpustede og begejstrede ankomst, men hun var flink, fortalte mig om mediationsformen ‘heartfulness’ og ønskede mig en god aften.

Meditationsrefugiets hovedbygning

Meditationsrefugiets meditationssal

Stedet er med en velsmagende vandforsyning og en fantastisk udsigt som det måske allerbedste shelter, jeg nogensinde har benyttet.

Jeg lavede en omgang pasta med pesto til aftensmad og gik til ro. Der var ingen mobildækning, hvilket i grunden huede mig godt. Så jeg læste i min medbragte bog, og gik i seng, da solen gik ned.

Næste morgen vågnede jeg op til en heftig blæst. Men også til en fantastisk solopgang, som jeg nød med en stor kop kaffe og en Snickers til morgenmad.

Jeg begav mig i stiv modvind ud på sidste etape af turen, som skulle ende i Viborg. Men jeg nåede kun få kilometer, før jeg fik problemer med kæden, der var ved at gå fra hinanden. Heldigvis lykkedes det mig at få taget et led af og samlet kæden, men kæden var i forvejen lidt for kort, og den yderligere afkortning resulterede i, at jeg kun kunne bruge de fem tungeste tandhjul på kransen. Men jeg priste mig lykkelig for, at jeg i sidste øjeblik havde pakket min kædedeler i tasken!

Jeg sejtrak i de tunge gear og stiv modvind de sidste 40 kilometer til Viborg. Det var hårdt, men jeg var i bund og grund bare taknemmelig for, at jeg kunne holde cyklen kørende.

Jeg ankom til Viborg og fejrede bedriften med en stor coca cola fra fad og en pastaret med skaldyr i hvidvinssauce. Det smagte noget bedre end pasta+pesto-kombinationen aftenen forinden!

Jeg blev på turen overrasket over, hvor flot natur og divers natur, Danmark egentlig har at byde på. Og så på en strækning på bare 240 kilometer! Jeg har aldrig været mere end almindeligt historisk interesseret, men jeg blev også positivt overrasket over, hvor spændende jeg egentlig fandt de historiske monumenter langs ruten. Men turens helt store overraskelse må være, da jeg fandt Corrado Garantes italienske kaffebar imellem grisestalde og marker i det mørke Sønderjylland.