Øhavsstien – 100 km – 2 dage

Bikepacking på øhavsstien ved Faaborg / Svanninge bakkerBikepacking i Svanninge bakker. Rute fra Faaborg til Svendborg

Øhavsstien er en vandrerute ved Det Sydfynske Øhav. En stor del af ruten løber parrallelt med havet, men den tager dig også ind i landet på marksti samt igennem skov og sump. Den er kendetegnet ved relativt mange højdemeter, og du vil på kort tid veksle imellem at befinde dig på henholdsvis havniveau og ved udsigtspunkter.

Øhavsstien er i sin helhed mere end 200 kilometer lang. I denne bikepackingudgave af ruten har jeg udvalgt cirka 100 kilometer i en rundstrækning, der går mellem Faaborg og Svendborg, hvorfra du tager færgen til Ærøskøbing for så at cykle det meste af Ærø rundt, indtil du slutter i Søby, hvor du kan tage en færge tilbage til udgangspunktet, Faaborg.

Underlaget består primært af grusveje og singletrack. Asfalt forekommer, men du vil tilbringe langt størstedelen af tiden offroad.

Jeg brugte to dage på at tilbagelægge ruten. Første dag begyndte jeg ved middagstid, og slog lejr ved et shelter i Rantzausminde Skov.

På andendagen tog jeg den tidligste færge fra Svendborg til Ærøskøbing klokken 07:00, og tilbagelagde strækningen med en indlagt pause i både Marstal og Ærøskøbing. Sidste færge Fra Søby til Faaborg afgår klokken 15:45, så det er nødvendigt at være en anelse tidligt på færde, hvis du vil nå hjem på andendagen.

Ruten er særdeles smuk med skiftende scenerier og storslået natur. Cykelteknisk er den ikke synderligt udfordrende, omend underlaget kan være meget groft til tider. Jeg cyklede ruten på en crosscykel med 40c dæk, og var særdeles taknemmelig for, at jeg havde valgt at montere så bredde dæk. Det perfekt valg til denne rute ville nok være en hardtail MTB, men en crosscykel kan også sagtens klare strabadserne.

Ruten er eminent afmærket, og du vil næppe have et stort behov for at følge GPS’en. På exiten fra Faaborg kan det dog anbefales at orientere sig efter den.

Se ruten og download .GPX filen her:

  1. Etape – Fynsiden
  2. Etape – Ærøsiden