En overnighter i Det Sydfynske Øhav bød på smukt sceneri, fodboldlandskamp med en blandingsmisbruger og brandnældestik en masse.

Jeg steg af bussen på Faaborg Rutebilstation en søndag ved middagstid. Hoppede på cyklen og begav mig ud på ruten, der skulle bringe mig fra Faaborg til Svendborg via øhavsstien. Fra Svendborg ville jeg tage færgen til Ærø, cykle øen rundt for så at tage færgen tilbage til udgangspunktet i Faaborg.

Jeg begav mig ud på ruten, og ramte en grussti efter bare nogle få hundrede meter.

Op i bakkerne

Ruten førte mig i en blød bue rundt om Faaborg Sund, inden den knækkede hårdt til højre og at førte ind i landet og op i Svanninge Bakker. Området kaldes af lokale ”De Fynske Alper”, og det er ikke et kaldenavn, området har fået for sjov. Der er tale om seriøse højdemeter og stigningsprocenter, så turen blev kickstartet på den hårde måde.

Og det var fedt! Bortset fra at mit fortandhjul var så slidt, at kæden røg af, når jeg brugte de to letteste gear bagpå. Så det var en virkelig hård fornøjelse.

For at gøre ondt værre stødte jeg på en del forhindringer, der krævede, at jeg løftede cyklen over. Men heldigvis kørte jeg med rimelig let oppakning, så det var det mindste af mine problemer.

Fra de knastørre sletter omkring Faaborg Sund førte ruten nu igennem mere tætbevokset terræn. Skyggen var særdeles kærkommen ovenpå klatring i den hårde middagssol. 

Da skovområdet var forceret, kom jeg ud til bredere grusveje med udsigt til havet. Det jævne underlag var en dejlig afveksling fra de mere knoldede skovveje. Så jeg nød at fyre afsted på de jævne veje. Men havde jeg vidst, hvad der var i vente, havde jeg nok nydt det endnu mere.Ruten knækkede igen og førte mig atter indlands. Denne gang ad mere tekniske stier end i starten, men med væsentligt færre højdemeter. Jeg kørte blandt andet igennem en smal, tætbevokset allé.Ud til havet

Ruten var smuk og kilometerne fløj forbi. Så snart fandt jeg mig selv ved havet igen. Nærmere betegnet ved Fjællebroen, hvor jeg fik et kort hvil samt genopfyldt vandflaskerne.Det korte hvil var en god investering. For efter Fjællebroen begyndte det for alvor at gå hårdt for sig med underlaget, der var ret ujævnt og humblet. En hardtail mountainbike havde nok klaret sig bedre her end min crosscykel, men når det så er sagt, klarede crosseren sig særdeles fint. Men jeg var særdeles taknemmelig for, at jeg havde valgt at montere nye, bredere 40c dæk inden afgang.Med tangdunst i næseborrene, en frisk brise i håret og havudsigt på nethinden fik cyklen fuld pedal nedad sporet, som jeg havde aldeles for mig selv. De eneste mennesker, jeg mødte, var badegæster på strandene.

Ind i sumpen

Havfornøjelsen sluttede brat. En trappe tog mig op i et skovområde, og efter få kilometer befandt jeg mig midt i en sump.Små broer førte mig over sump, bæk og hårdt terræn. Nogle steder var broerne solide og brede, andre steder smalle og vakkelvorne. Så det var med at holde tungen lige i munden.Ved de første mange små broer hoppede jeg af pedalerne og løftede forhulet op.

Men undertiden fik jeg mere selvtillid, og til sidst løftede jeg kørende forhjulet op på broen, der var omtrent dobbelt så høj som en kantsten.

Det gik sublimt og føltes fantastisk. Men jeg blev så begejstret, at jeg mistede fokus. Så mit forhjul røg ud over kanten på højre side, cyklen stoppede brat og jeg røg over styret.

Heldigvis havde jeg god tid til at reagere, og jeg landede på benene. Og cyklen blev grebet af de høje siv, der dæmpede stødet godt.Sumpen var brandvarm som en keddel og de komplicerede sporforhold gjorde cyklingen endnu mere udfordrende. Så imens det var vildt fede omgivelser og underholdende cykling, var det også en lettelse at slippe ud af sumpen igen.

Lejr og aftensmad

Min oprindelige plan var at stealth-campere et sted, men jeg fandt via appen ”Shelter” frem til et godt shelter i nærheden, og valgte at slå lejr der. Primært for at have et bord til madlavning på trangia, idet der var indført afbrændingsforbud på daværende tidspunkt.

Så jeg slog mig ned ved shelteret og gik i gang med madlavningen. Jeg havde taget ingredienser med til en megetforsimplet ”chili sin carne” – ris, chili, kidneybønner og majs. Og så havde jeg købt en fyraftensøl i en brugs på vejen.Jeg havde glemt bestik, så jeg måtte nærmest maden fra majsdåsen.Uventet selskab til VM-kamp mod Kroatien

Jeg ville egentlig se VM-ottendedelsfinalen mellem Danmark og Kroatien på min telefon. Men skæbnen ville, at der ikke var telefondækning ved shelterpladsen.

Men pludselig dukkede en mand op med tre hunde og en øl i begge bukselommer. Han hed Kim, og da han hørte om mine udfordring med forbindelsen, inviterede han mig mig uden at tøve til at se landskampen hos ham. Han boede lige om hjørnet, sagde han.

Jeg accepterede lidt tøvende hans invitation, og vi gik hjem til ham. Han virkede fattet, men jeg skulle senere lære, at han allerede havde drukket to kasser øl den dag.

Kims forhave var så tilgroet, at man ikke kunne se hans hus fra vejen. Inden døre var forholdene også en anelse ufriserede for at sige det mildt. Men Kim var gæstfri og bød mig både på øl og hash. Jeg takkede ja til en øl og sprang over på jointen.

Fodboldkampen gik i gang, og jeg forsøgte at følge med. Kim så det meste af kampen med ryggen til skærmen, mere optaget af at fortælle mig hans livshistorie end om at se kampen.

Han fortalte, at han havde drukket og røget, siden han var 10. Han havde været inde og ude af fængslet, og var blandt andet dømt for uagtsomt manddrab – han havde bevidst givet en ven en overdosis. Dette som hævnakt for, at den omtalt ven tidligere havde givet Kims bedste veninde en overdosis.

Kim havde mange forfærdelige historier om misbrug, slagsmål og sågar et selvmordsforsøg fra Svendborgsundbroen. Han havde sigtet efter det store fundament, som støtter bropillerne. Men vinden fik fat i ham som han hang der, på vej i døden, og blæste ham ud af kurs, så han landede i vandet i stedet.

Men nu var han faldet mere til ro, og så længe han havde sine øl og sin hash, var han stille og rolig, fortalte han. Begge dele havde han heldigvis styr på den aften.

”Mogens er en klassisk mand – når han vil bolle, så boller han!”

Sasha tv., Mogens midt for og Kim th.

Kim havde tre labrador-gadekryds: Laban, Sasha og Mogens. Særligt Mogens var han stolt af.

”Mogens er en klassisk mand. Når han vil bolle, så boller han!” Fotalte kim, og uddybede:

”Han har allerede fået 30 hvalpe på 2 år!”

Afgang mod ÆrøTidligt næste morgen drog jeg afsted fra Shelteret og nåede med færgen fra Svendborg til Ærøskøbing klokken 7 om morgenen. Efter en kop kulsort kaffe om bord var jeg skudt godt i gang.

Ærø bød på en næsten lige så divers rute som gårsdagen. Jeg blev ført igennem skovområder, over markveje og langs havet.Gennem Marstal

Første by, jeg stødte på, var Marstal, et forhenværende knudepunkt for søfart. Byen har stadig et aktivt, maritimt liv og et fint maritimt musuem. Jeg cyklede lidt rundt i Marstal, fik genopfyldt vandflaskerne og spiste en is.

Derefter cyklede jeg tilbage til Ærøskøbing ad asfaltveje. I Ærøskøbing holdt jeg endnu en pause, inden jeg ad Øhavsstien begav mig mod Søby, hvorfra jeg ville tage færgen til Faaborg.

Slutspurten fra Ærøskøbing til Søby

Strækningen fra Ærøskøbing til Søby viste sig at være den ubetinget hårdeste strækning. Måske blandt andet fordi jeg kom til at afvige fra ruten og cykle tværs over en mark uden sti. Men generelt var sporforholdene virkelig hårde, og både krop og cykel fik en del tæsk.På Ærø lykkedes det mig igen at flyve over styret på cyklen. Jeg cyklede hurtigt ned ad bakke, men fik mit hjul fanget i en snæver grav.

Denne gang landede jeg ikke på benene. I stedet landede jeg lang, som jeg var, midt i en kæmpe klynge brandnælder.

Så jeg følte mig virkelig i live, da jeg med sviende lemmer kæmpede mig videre til Søby ad slidte markveje og over adskillige stødhegn.

Jeg ankom til færgelejet i Søby og indlogerede mig på en bænk i skyggen. Det viste sig, at jeg havde sat mig midt i de ældre øboeres samtaleklub. Ærøbeboere kom og gik i en lind strøm og talte om alting og ingenting. Mest om gårsdagens fodboldkamp og om Schmeichels heltedåd og de andre spilleres komplette inkompetence.

Cirka 100 meter fra bænken holdt et andet fællesskab til. Her holdt tre mand på række på deres elscootere og fulgte livets gang på havnen.Alt i alt var det en fantastisk todagestur, som jeg absolut vil anbefale til andre. Øhavsstien regnes af mange for en af landets allersmukkeste vandreruter, og den vurdering kan jeg absolut bekræfte. Omgivelserne er diverse, naturlige og flotte. Tilsæt fede og variede sporforhold, og du har en fantastisk rute til en to dages bikepacking.

Ærø eller Samos?

En Italiensk forsker argumenterer for, at Homers Illiaden og Odyseen i virkeligheden udspiller sig i Det Sydfynske Øhav. Han mener, at de geografiske beskrivelser, der er i værkerne, stemmer overens med geografien i øhavet. Ifølge hans teori er “Ithaka” i virkeligheden Lyø, og Ærø er øen “Samos”. Det kan man så tænke over, mens han høvler igennem på de Ærøske vandrestier. 🙂